Kom nu, TDC – vi skal teste 4G mobilt bredbånd
Vi hos TJEK mobilt bredbånd bestilte i sidste uge TDCs nye 4G mobilt bredbånd for at få en oplevelse af, hvordan den nye 4G verden fungerer hos TDC. Selvom vi fik en omgående e-mail bekræftelse, har vi her 6 hverdage senere ikke hørt eller modtaget noget endnu. Nåh, de kan jo have travlt med at ekspedere alle de højhastighedsivrige, som os selv.
Bemærkninger til bestillingen af TDC 4G mobilt internet
Noget af det første vi blev bedt om at indtaste var et CPR-nummer. Hvorfor er det nu nødvendigt? Selv om TDC fortsat har et kraftigt skær af halvoffentlig institution, burde det ikke være en forudsætning for at bestille et simpelt mobilt bredbåndsabonnement.TDC skriver, at det er på grund af, at vi bliver kreditvurderet ved oprettelsen. Det er måske nødvendigt, men virker lidt dramatisk.
Resten af bestillingen gik egentlig smidigt nok, og processen er logisk. Det virker overflødigt og omstændeligt, at man efter købet skal til at oprette sig med et TDC-login for at kunne tilmelde sig automatisk kortbetaling. Der må være nogle IT-programmører hos TDC, som har vundet den interne kamp over UI (brugergrænseflade)-eksperterne.
Til gengæld virker det som et levn fra fortiden, når man bliver bedt om at godkende en 41!! siders PDF med abonnementsvilkår. De generelle og specifikke vilkår for 4G mobilt bredbånd står spredt over mange sider. Helt utrolig lidt kundevenligt. Og næppe noget der ved klagesager kan befordre TDCs side af sagen, når det skal være så besværligt at hitte ud af betingelserne for et relativt enkelt produkt som mobilt internet. Kom nu, TDC!
I øvrigt står der i betingelser, at TDC har ejendomsretten til modemmet?? Okay? Man starter altså ud med at blive opkrævet kr. 499 for samme USB-modem. Det kunne pigen i kundeservice ikke give os nogen god forklaring på, da vi ringede og spurgte til det.
Vi glæder os til at komme i gang med testen
Der går forhåbentlig ikke så længe, før posten banker på og har en lille pakke med til os. Vi glæder os til at se, hvad TDC har i vente til os. Deres 3G mobilt bredbånd fungerer helt fint, så det bliver spændende.
